Bliv inspireret

Hvert år sender vi et ungt menneske ud på sit livs eventyr med Rotary Exchange, ligesom klubbens medlemmer åbner deres hjem for et ungt menneske fra et andet land. På denne måde ønsker vi at medvirke til at fremme international forståelse og nedbryde fordomme om fremmede kulturer, religioner og racer.

ROTARY TILBYDER:

  • Orientering og hjælp før og under opholdet

  • Privat indkvartering hos godkendte værtsfamilier

  • Oplevelser og internationalt netværk med andre unge

  • Rejser i dit værtsland med udvekslingsstuderende fra andre lande – arrangeret af Rotary

ROTARY FORVENTER:

  • at du er udadvendt og åben for at møde nye mennesker

  • at du har lyst til at lære et fremmed sprog

  • at du er interesseret i dine medmennesker og andre kulturer

  • at du er villig til at indordne dig under andre vilkår i dit værtshjem og værtsland

Long Term Exchange

Long Term Exchange er det mest kendte udvekslingsprogram i Rotary.

I Danmark udveksles hvert år mere end 150 unge i alderen 15½ – 18 år med andre unge fra oversøiske lande. Opholdet er af ca. et års varighed og den unge går i skole i det pågældende land og bor på skift hos 2-3 forskellige værtsfamilier.

Herunder kan du læse om formålet, om at have en udvekslingsstuderende boende, og hvordan Kristine har oplevet at bo i Brasilien som udvekslingsstudent.

Du kan også læse om Long Term Exchange på Rotary danske hjemmeside.

Formålet med Long Term Exchange er:

  • At fremme international forståelse ved at gøre det muligt for unge at opholde sig i fremmede lande som “ambassadører for goodwill og international forståelse“

  • At gøre det muligt for unge gennem et års ophold i fremmede lande at opleve andre folkeslags levevis, følge deres skikke og skoleundervisning i omgivelser, der er helt forskellige fra deres hjemlige forhold

  • At modne de unge og udvide deres horisont ved at leve sammen med og indordne sig under folk af en anden kultur, religion, race og ved personligt

  • At måtte klare sig i dagligdagen under helt nye vilkår

OM AT SENDE SIT BARN UD I VERDEN MED ROTARY

Da vores ældste datter var 16 år, pakkede hun kufferterne og rejste til Brasilien. Puha, det var nogle hårde uger op til afgang, men samtidig vidste vi, at hun nu skulle ud på sit livs eventyr. Hun havde drømt om dette i flere år, og nu skete det endelig. Vi følte os meget trygge ved at sende hende afsted gennem Rotary, da de på alle måder er garanter for, at de unge får en fantastisk ophold. De hjælper og støtter dem hele vejen, og det fællesskab de unge får når de mødes gennem Rotary før, under og efter deres ophold, er helt unikt. I de første par måneder var der både op- og nedture, og det var svært at være så langt væk, når tingende ikke helt flaskede sig. Men efter de første tilpasninger til en ny hverdag i det brasilianske, så hun sig aldrig tilbage og vi kunne slappe af og glæde os på hendes vegne.
/Gitte Krog, Hjørring

KRISTINES FORTÆLLING

Jeg var på udveksling i Brasilien gennem Rotary i 2013/2014. Jeg er født og opvokset i Hjørring – valgte at tage på udveksling for at komme ud at opleve verden, lære en anden kultur og få udvidet min horisont – sikkert som de fleste andre. Men for at være helt ærlig, er det først i de efterfølgende år, at jeg er blevet klar over, hvor stor betydning mit udvekslingsophold har haft. Ikke nok med, at jeg lærte et nyt sprog og mødte en masse fantastiske mennesker, så blev jeg også meget klogere på mig selv, mine behov og mine drømme. Jeg fandt ud af, at jeg er mest komfortabel, når tingene er planlagt og jeg ved præcis, hvad jeg skal – og hvornår jeg skal det. Men sådan fungerer tingene ikke i Brasilien, og det var svært for mig i starten. Da jeg gav slip og omfavnede den brasilianske livstil, var det en kæmpe befrielse at lade fest, farver og spontanitet fylde mere end forpligtelser og fornuft. Det har givet mig en god balance i dag, og jeg gør mig umage for at holde fast i den livsglæde, som brasilianerne fik plantet i mig. Du skal som udvekslingsstudent være forberedt på, at man i mange andre lande lever i et helt anden type samfund, end det vi kender herhjemme. Jeg var meget overrasket over de store kontraster, jeg blev mødt med i Brasilien. Det er et land, der har så meget at byde på, men det er også et land med skyggesider. Jeg fandt ud af, hvor meget det betyder at have et velfungerende retssystem, og det var mine oplevelser i Brasilien, der fik mig til at læse jura.

Det bedste ved mit ophold var mine mange rejser og de mennesker, jeg lærte at kende. Jeg har sovet i hængekøje på amazonasfloden, været til en af verdens største musikfestivaler i Saõ Paolo og solet mig på Copa Cabana. Mit udvekslingsophold var den vildeste oplevelse i mit liv, og jeg rejste hjem med en masse gåpåmod, en enorm rejselyst og en tro på mig selv, som jeg har nydt godt af efterfølgende. Jeg vil anbefale alle at gribe muligheden, når den er der – selvom det vil føles som at blive kastet ud på dybt vand. Rotary er de badevinger, der giver dig tryghed og sørger for, at du altid har søde og hjælpsomme mennesker omkring dig. “It is not a year in a life, but a life in a year”, og du kommer aldrig til at fortryde det!
/Kristine Thomsen, Århus

Kontakt os

Vil du høre mere om dine muligheder for at rejse et år ud i verden og få oplevelser til resten af livet?

Kontakt Morten eller Michael fra udvekslingsudvalget på mail eller mobil – eller send dine oplysninger til os, så kontakter vi dig.

Morten Nyborg

mobil: 40836475

Michael Jensen

mobil: 41224006